Du kender det sikkert godt. Sover du på et hotel eller i et sommerhus, hvor puden ikke falder i din smag, kan det gøre rigtig meget skidt for din nattesøvn. Du må igen og igen ryste puden og slå på den, for at den er behagelig at have hovedet på. Og står det rigtig skidt til, kan du vågne op om morgenen med slemme smerter i nakke eller skuldre.
Men hvad skal du være opmærksom på, når du skal ud at købe en ny hovedpude? Det får du vores råd til i denne artikel – så du kan få købt den perfekte pude, der giver dig en god nattesøvn.
Tag ud i en butik og prøv puder
Det lyder måske lidt fjollet, men det bedste, du kan gøre, er faktisk at tage hen i en butik, der sælger puder, og prøve dig frem. Du køber heller ikke nye jeans uden at prøve dem først, vel?
En hovedpude er langt fra bare en pude, og der er både forskel i størrelse, type af dun, højde og blødhed. Du må derfor hen og mærke og føle, inden du køber en ny pude. Så skal du nok få fundet en, der kan sende dig på en behagelig rejse til drømmeland.
Køb en allergivenlig pude
Uanset om du døjer med allergi eller ej, så gør dig selv den tjeneste at vælge en skånsom og allergivenlig hovedpude. Her kan du sikre dig, at du ikke bliver udsat for alverdens former for skadelig kemi, og at du ikke sover med en pude, som kan fremprovokere et allergianfald. Det samme gælder, hvis du har børn i huset.
Gå altid efter en allergivenlig hovedpude – så får du og dine kære det bedste af det bedste.
Gå efter god kvalitet
Som med alt andet betaler det sig at gå efter kvalitetsvarer. En hovedpude skal gerne vaskes med jævne mellemrum, da du faktisk sveder en hel del, mens du sover. Køber du en pude af en fornuftig kvalitet, vil den sagtens kunne holde til at blive vasket. Køber du en, der er for ringe, vil den hurtigt blive slatten og deform efter nogle ture i vaskemaskinen – og så kan vi sikkert hurtigt blive enige om, at den ikke er meget bevendt.
Husk i øvrigt på, at du altid skal tørretumble dine hovedpuder for at bevare deres fylde og blødhed – og glem heller ikke de obligatoriske tennisbolde, der også skal med i tromlen, når du tumbler.
God fornøjelse med at finde den perfekte hovedpude!