Hvad skal du efter folkeskolen?

Går du i folkeskolens højeste klasser, er det snart tid til at tænke på, hvad du har lyst til at lave, når folkeskolen er slut. Der er mange muligheder, og det kan være svært at vælge. Her får du et kort overblik over nogle af de muligheder, der er derude. Prøv dig lidt frem og vær ikke bange for at udfordre dig selv lidt eller prøve noget anderledes.

Hvad med at tage en 10. klasse?

Efter 9. klasse har du mulighed for at tage en 10. klasse. En 10. klasse er for dig, der måske ikke helt ved hvad du vil endnu eller gerne vil prøve en masse andre ting end at gå direkte til gymnasiet eller en erhvervsuddannelse. Mange vælger en 10. klasse, fordi de gerne vil udfordre sig selv på det personlige plan og opleve at livet har mere at byde på end den klassiske skolegang.

Det kan du gøre på en efterskole, hvor det sociale og interessemæssige fylder ligeså meget, hvis ikke mere, end det faglige. På en efterskole får du virkelig personlig udvikling, der kan gøre dig stærkere og i stand til at træffe dit uddannelsesvalg.

Du har også mulighed for at tage en 10.klasse på en almindelig skole. Det kan også være, at du gerne vil prøve nogle interesser af. Har du f.eks. en idé om en karriere indenfor hotel- og restaurationsbranchen, tilbyder Hotel- og Restaurantskolen også 10. klasse. Uddannelsen giver adgang til alle ungdomsuddannelser og kan styrke dig fagligt samtidig med, at du får lov til at prøve kræfter med nogle mere praktiske fag, end der typisk er fokus på i folkeskolen.

Kan man tage en 10. klasse i udlandet?

Når du har afsluttet 9. klasse, har du også gode muligheder for at komme til udlandet i et år. Mange unge vælger at styrke deres sprogkundskaber og personlige udvikling i USA eller Australien, men flere og flere tager også til f.eks. spansktalende lande og lærer lynhurtigt et nyt sprog.