Måske håber du på at kunne forhandle en lønforhøjelse inden for den nærmeste fremtid. Det kan også være, du føler, du er nødt til at samle dig selv lidt op.
Efter en hård periode eller længere tids sygdom kan det være meget motiverende, hvis du lige opper dig. Og det kan oftest ses af både kolleger og chefen.
Ryd op og ud
Hvis du i en længere periode har været bagud, er det måske på tide endelig at komme til bunds i den forfærdelige bunke papirer, mails og andre opgaver. Sortér i alt, og gør dit arbejde så meget nemmere.
Det er klart mere motiverende at møde ind på arbejde, hvis du ikke frygter den bunke af ting, der ligger på dit skrivebord – det har du nemlig allerede fikset.
Dygtiggør dig
Den her virker måske som et åbenlyst tip, men det er ikke alle, der ved, hvordan de skal gøre. Inden for de fleste hverv vil der altid være kurser, konferencer og lignende, hvor du kan gøre dig selv endnu bedre.
En tur på konference kan åbne dine øjne for en helt ny verden, du aldrig havde forestillet dig, og så endda inden for et område, du allerede har arbejdet i i mange år.
Efteruddannelse er en fantastisk mulighed for at udvikle sig. Hvis du finder dit fag spændende, vil du finde ud af, at der ofte lurer meget mere under overfladen, som kan gøre din hverdag ti gange mere spændende. Det kan betale sig.
Vær en team-player
Et koncept, mange arbejdsgivere nævner i jobopslaget. Men det er de færreste, der helt præcist ved, hvad det betyder. En team-player bidrager til den gode stemning på holdet og gør sit for at strømline arbejdsprocessen. Hjælp dine kolleger. Medvirk til at lave god stemning ved at være positiv, opmuntrende og målrettet.
Du kommer rigtig langt med en positiv attitude, og du vil opleve, at mange flere kolleger ser frem til at samarbejde med dig. Nogle vil måske endda i større grad bede om hjælp fra lige præcis dig. Og det er så dér, du skal sætte jeres fælles mål først – ikke dine egne.