Trækker hverdagens stress og jag tænder ud? Og føler du, at batterierne er helt flade? Så er du ikke alene. Stress er blevet en folkesygdom i en tid med fokus på karriere, træning, børn og socialt nærvær. Her får du gode råd til, hvordan du giver dig selv mere overskud på energikontoen, og hvordan du i en travl hverdag kan skabe små pusterum for dig selv. Det behøver nemlig ikke kræve en lang ferie sydpå at lade batterierne op.
Læs en bog
Måske føler du ikke, at du har haft tid til at sætte dig ned og læse en bog siden 10. klasse, hvor du blev tvunget til det. Er det tilfældet, skal du give dig selv lov til at fordybe dig i en bog i ny og næ. Det giver en helt anden ro i hovedet, end hvis du altid sætter dig foran flimmerkassen. Her kan du nyde en rolig stund, hvor du lader op, samtidig med at din egen forestillingsevne er på arbejde.
Gå en tur
Stresser du over, at du aldrig når din træning, og at kiloene derfor rasler på, kan dette råd måske virke som ild på stress-bålet. Men øv dig i stedet i ikke at banke dig selv i hovedet, når du ikke når din træning. Prøv derimod at sænke forventningerne. Det er okay, at du ikke når en lang træningssession. En løbe- eller gåtur på en halv time kan gøre underværker for dit overskud, og den friske luft giver fornyet energi.
Forkæl dig selv med hjemmespa
Når overskuddet er i bund, er det tid til lidt selvforkælelse
for kroppen. Det behøver ikke være en dyr massage ved en massør – du kan
sagtens lave din egen hjemmespa med dig i fokus. Sæt lidt tid af, så du kan
tage et dejligt varmt bad, eksfolier huden, og smør dig ind i en lækker,
fugtgivende creme. Læg en smuk farve på neglene og giv håret en god kur. Så
føler du dig velplejet, og det bidrager til overskuddet.